Morihei Ueshiba - grundlægger af Aikido
|
Aikido er en japansk kampkunst udviklet af Morihei Ueshiba som resultatet af hans kampkunst studier, filosofi og religiøse overbevisninger.
Aikido bliver ofte oversat som "Vejen til at forenes med livsenergi" eller som "Den harmoniserende ånds/krafts vej." Ueshibas mål var at skabe en kampkunst, som udøverne kunne bruge til at forsvare sig selv med, og samtidig beskytte deres angriber mod skader. Aikido udføres ved at blande sine bevægelser med angriberens og omdirigere kraften i angrebet i stedet for at angribe direkte tilbage. Dette kræver meget lidt fysisk styrke, da aikidoka (Udøver af Aikido) "fører" angriberens udfarende kraft med ind i drejende bevægelser. Teknikkerne bliver afsluttet med forskellige kast eller led-låse. Aikido kan kategoriseres som en kampkunst. Aikido stammer primært fra kampkunst Dait-ry Aiki-jjutsu, men begyndte at afvige fra disse i slutningen af 1920'erne, dels på grund af Ueshibas engagement med moto-ky religion. Ueshibas første studerendes dokumenter anvendte udtrykket Aiki-jjutsu. Mange af Ueshibas bedste studerende har forskellige tilgange til aikido, afhængigt af i hvilke perioder de studerede sammen med ham. I dag findes aikido verdenen over i en række af forskellige stilarter, med vid fortolkning og vægtning. Dog indeholder de alle teknikker lært fra Ueshiba og de fleste nærer omtanke for angriberens ve og vel. Historie Aikido blev skabt af Morihei Ueshiba (14.12.1883-26.04.1969) O sensei ("Great Teacher"). Ueshiba forestillede sig aikido ikke kun som syntesen af hans kampkunst træning, men også et udtryk for hans personlige filosofi om universel fred og forsoning. Gennem Ueshibas levetid og stadig den dag i dag, har aikido udviklet sig fra den Aiki som Ueshiba studerede til en bred vifte af udtryk gennem kampkunstnere i hele verden. Aikido blev først bragt til resten af verden i 1951 af Minoru Mochizuki med et besøg i Frankrig, hvor han introducerede aikido teknikker til judo studerende. Han blev efterfulgt af Tadashi Abe i 1952, der kom som den officielle Aikikai Hombu repræsentant, som blev i Frankrig i syv år. Kenji Tomiki turnerede med en delegation af forskellige kampsportsgrene gennem femten kontinentale stater i USA i 1953. Senere samme år blev Koichi Tohei sendt af Aikikai Hombu til Hawaii, for et helt år, hvor han startede flere dojo’er. Dette blev fulgt op af flere yderligere besøg og betragtes som den formelle indførelse af aikido til USA. UK fulgte i 1955, Italien i 1964, Tyskland og Australien i 1965. Udpeget "Official delegeret for Europa og Afrika" af Morihei Ueshiba, ankom Masamichi Noro i Frankrig i september 1961. I dag er der aikido dojo’er i hele verden. Den største aikido organisation er Aikikai Foundation, der forbliver under kontrol af Ueshiba familien. Men Aikido findes i mange stilarter, for det meste er dannet af Morihei Ueshiba bedste elever. Træning I aikido, som i næsten alle japanske kampsport, er der både fysiske og mentale aspekter af træningen. Den fysiske træning i aikido er forskelligartet, omfattende både generel fysisk fitness og kondition, såvel som specifikke teknikker. Fordi en væsentlig del af ethvert aikido pensum består af kast, er den første ting de fleste studerende lære, hvordan man sikkert falder eller ruller. De specifikke angrebsteknikker indeholder både slag og greb. Forsvars-teknikker består af kast og låse. Når de grundlæggende teknikker er lært, studeres der freestyle (jiy wasa) forsvar mod flere modstandere, og i visse stilarter, teknikker med våben. Fitness Målsætningen med den fysiske træning i forbindelse med aikido omfatter kontrolleret afslapning, fleksibilitet og udholdenhed. Der lægges mindre vægt på styrketræning. I aikido er skubbende eller afstandstagende bevægelser langt mere udbredt end at trækkende eller strækkende bevægelser. Denne skelnen kan anvendes til generelle træningsmål for aikido udøveren. Visse anaerobe fitness-aktiviteter, såsom vægt træning, fremhæver strækkende bevægelser. I aikido er specifikke muskler eller muskelgrupper ikke isoleret og arbejdet på at forbedre tone, masse og magt. Aikido træning lægger vægt på anvendelse og koordination af hele kroppens bevægelser og balance svarende til yoga eller pilates. For eksempel begynder mange dojo’er hver træning med opvarmnings øvelser, der omfatter udstrækning og ukemi (faldteknik). Roller for Uke og Tori Aikido træning er primært baseret på to partnere som træner aftalte øvelser (kata) snarere end freestyle træning. Det grundlæggende mønster for modtageren af teknikken (uke), er at indlede et angreb mod den person, der anvender teknikken (tori) også kaldet nage (når de anvender en kasteteknik), der neutraliserer dette angreb med en aikido teknik. Begge halvdele af teknikken, uke og nage, er afgørende for Aikido træningen. Begge studerer Aikido principper om blanding og tilpasning. Nage lærer at blande sig med og styre angriberens energi, mens Uke lærer at blive rolig og fleksibel i de ufordelagtige, ubalancerede stillinger, i hvilke nage placerer dem. Denne "modtagelse" af teknik kaldes ukemi. Uke søger kontinuerligt at genvinde balancen og dækker sårbarheder (f.eks en udsat side), mens nage bruger position og timing til at holde uke ude af balance og være sårbar. I mere avanceret træninger, vil uke undertiden anvende modteknikker til at genvinde balance og fastlåse eller kaste nage. Ukemi refererer til den handling at modtage en teknik. God ukemi indebærer en parade eller faldteknik, der bruges til at undgå smerte eller skade, såsom låse mod kroppens led. Indledende angreb Aikido teknikker er normalt et forsvar mod et angreb. Derfor skal eleverne lære at udføre forskellige former for angreb i Aikidotræningen med deres partner. Selvom angreb ikke trænes i lige så høj grad som i slag-baserede kampkunster, er "realistiske" angreb (et stærkt slag eller et fastlåsende greb), påkrævet for at indøve korrekt og effektiv anvendelse af teknik. Mange af slagene i aikido er ofte gengivelser af sværdslag eller andet håndholdt objekt, der angiver den oprindelige teknik anvendt i væbnet kamp. Andre teknikker, som tilsyneladende udføres som et slag (Tsuki), bliver også øvet som stød med en kniv eller sværd. Spark er generelt forbeholdt højeste niveau teknikker. Begrundelsen herfor er bl.a., at fald fra spark er særligt farlige, og at spark (høje spark i særdeleshed) var ualmindelige under de typer af kamp der fremherskede i det feudale Japan. Nogle grundlæggende slag kan nævnes:
Begyndere træner i særdeleshed ofte teknikker fra greb, både fordi de er sikrere og fordi det er lettere at føle energien og kraftens linje ved et greb end ved et slag. Nogle greb stammer historisk fra at blive holdt under forsøg på at trække et våben, en teknik kunne så anvendes til at frigøre sig selv og fastlåse eller slå en angriber, som griber fast i forsvareren. Basis greb
Grundlæggende teknikker Det følgende er et uddrag af de grundlæggende eller mest trænede kast og låse. Mange af disse teknikker stammer fra Daito-ry Aiki-jujutsu, men nogle af dem blev opfundet af Morihei Ueshiba. Den præcise betegnelse kan variere mellem organisationer og stilarter. Det følgende er derfor de udtryk, der anvendes af Aikikai Foundation. Bemærk, at på trods af navnene på de første fem nævnte teknikker, så trænes de ikke nødvendigvis i numerisk rækkefølge.
Shiho nage (4-retningers kast) Underarmen roteres og bøjes tilbage forbi skulderen, låsende skulderleddet. Kaiten nage (roterende håndleds-kast). Uke ender i en foroverbøjet stilling og kastes ved at armen strækkes bagom ryggen og lodret opad. Den findes i to variationer. Kokyu nage (åndedræts kast); en generel betegnelse for forskellige typer af uafhængige teknikker, selv om de generelt ikke anvender led-låse ligesom andre teknikker. Irimi nage (indgangs kast); en teknik hvor nage bevæger sig gennem den plads som er besat af uke. Den er oprindeligt tænkt som en undvigelsesteknik mod sværdangreb. Tenchi nage (himmel og jord kast) begynder med ryote-dori, bevæger sig fremad, nage fejer den ene hånd lav ("jord") og den anden høje ("himlen"), derved bringes uke ud af balance, så han eller hun let vælter. Koshi nage (aikido version af hofte kast) Nage sænker sine hofter lavere end ukes, derefter kastes uke hen over lænden som bliver kasteteknikkens omdrejningspunkt. Juji nage el. Juji-garami (10-tals kast) Et kast der låser armene mod hinanden (opkaldt efter det japanske KANJI-tegn for tallet 10 som er en krydsform). Implementeringer Aikido anvender kroppens bevægelse (tai sabaki) til at blande med uke. For eksempel består indgangen til en Irimi nage af en bevægelse ind imod uke i en roterende bevægelse, som placerer Nage bagved Uke. Endnu en rotation tipper Uke bagud i et kast. ”Omote Wasa” er teknikker som foregår foran uke, hvorimod en "Ura Wasa" teknik udføres på ukes side, en "front"-teknik udføres med bevægelse mod ukes front og en "Ushiro" version udføres med bevægelse bagom uke, sædvanligvis ved inkorporering af en drejende eller vippende bevægelse. Endelig kan de fleste teknikker udføres fra en siddende position (seiza). Teknikker, hvor både uke og nage sidder kaldes suwari-waza, og teknikker udført med uke stående og nage siddende kaldes Hanmi handachi. Således kan udgangspunktet fra færre end tyve grundteknikker, implementeres og afsluttes i tusindvis af mulige afslutninger. For eksempel kan ikkyo (1. grundteknik) anvendes på en modstander som angriber med at slag (måske med en ura wasa teknik som omdirigerer den indkommende kraft), eller til en modstander, der allerede har slået og nu bevæger sig baglæns for at genetablere distance (måske en omote -waza version). Specifik Aikido kata betegnes typisk med formlen "variation og justering af angrebs-teknikker. For eksempel refererer katate-dori ikkyo til enhver ikkyo teknik som udføres, når Uke holder nages ene håndled. Dette kunne yderligere specificeres til katate-dori ikkyo omote, som henviser til en fremadskridende ikky teknik fra denne greb ind foran uke. Atemi er slag (eller afledning) udført under en aikido teknik. Nogle betragter atemi som angreb mod "vitale punkter" udført for at forvolde skade i sig selv. For eksempel beskrev G Shioda hjælpen fra atemi i et slagsmål for hurtigt at kunne fælde en bandes leder. Andre anser atemi, især til ansigt, for at være metoder til distraktion for at muliggøre andre teknikker. Et slag, uanset om det bliver blokeret, kan forskrække modtageren og bryde hans eller hendes koncentration. Modtageren kan også miste balancen i forsøget på at undgå slag, for eksempel ved at rykke hovedet tilbage, hvilket åbner mulighed for et lettere kast. Mange beskrivelser om atemi henføres til Morihei Ueshiba, som anså dem for et væsentligt element i teknik. Våben Våbentræning i aikido omfatter traditionelt det korte personlige, træsværd (Bokken), og kniv (tanto). I dag træner nogle skoler også afværgningsteknikker af skydevåben. Både afvæbning af våben og beskyttelse af sit våben bliver undertiden lært, for at integrere bevæbnede og ubevæbnede aspekter, selv om nogle skoler i aikido slet ikke træner med våben. Andre skoler, såsom Iwama stilen af Morihiro Saito, anvender meget tid på at træne med Bokken og praktiseres under navnene henholdsvis Aiki-ken, og Aiki. Grundlæggeren Ueshiba udviklede meget af tomhændet Aikido fra traditionelle sværd og spyd bevægelser, så træningen af disse bevægelser har generelt til formål at give indsigt i oprindelsen af teknikker og bevægelser, samt vital praksis af disse grundlæggende byggesten. Flere angribere og randori Et karakteristisk træk ved aikido er træning i at kunne forsvare sig mod flere angribere, som ofte kaldes taninzudori eller taninzugake. Freestyle (randori, eller jiywaza) trænes med flere angribere og er en vigtig del af de fleste træningsplaner og er nødvendig for at kunne gradueres til de højere grader. Randori træner en persons evne til at intuitivt udføre teknikker i et ustruktureret miljø. Strategiske valg af teknikker, baseret på, hvordan den udøvende positionerer sig i forhold til andre angribere, er vigtigt i randori træning. For eksempel kan en ura teknik anvendes til at neutralisere den aktuelle angriber og samtidig dreje sig og stå ansigt til ansigt med angribere som nærmer bagfra. I Shodokan Aikido adskiller randori sig i, at det ikke bliver udført med flere personer med definerede roller som forsvarer og angriber, men mellem to personer, hvor begge deltagere angriber, forsvarer sig og kæmper efter behag. I denne henseende ligner det judo randori. Skader Ved at anvende en teknik under træningen, er det nages ansvar at forhindre at skade uke ved, at anvende en hastighed og kraftighed, der står mål med sin partners færdigheder i ukemi. Skader (især dem på leddene), er ofte, når de forekommer i Aikido, et resultat af nages fejlvurdering af ukes evne til at modtage et kast eller en fastlåsning. En undersøgelse af skader i kampkunst viste, at mens typen af skader varierede betydeligt fra den ene art til den anden, så var omfanget af skader, forskellene taget i betragtning, langt mindre udtalt. Skader i det bløde væv er en af de mest almindelige typer af skader som opstår inden for Aikido, selv om nogle få dødsfald som følge af gentagne "shihonage" er blevet rapporteret. Mental træning Aikido træning opbygger mentalt såvel som fysisk, evnen til at slappe af i krop og sind, selv under pres i farlige situationer. Dette er nødvendigt for, at udøveren kan udføre de krævende indgangs- og blandende bevægelser, der ligger til grund for aikido teknikker, hvori et angreb bliver mødt med tillid og ligefremhed. Morihei Ueshiba bemærkede engang, at man "skal være villig til at modtage 99% af en modstanders angreb og stirre døden i øjnene" for, at udføre teknikker uden tøven. Som en kampkunst der ikke blot er baseret på kampfærdigheder, men også til gavn for det daglige liv, er dette mentale aspekt af afgørende betydning for Aikido udøvere. Uniformer og rang Aikido udøvere (også kaldet aikidoka uden for Japan) opnår gennem løbende træning muligheden for, at blive gradueret i elevgrader (kyu), efterfulgt af en række lærergrader (dan) i henhold til formelle gradueringsprocedurer. De fleste Aikido organisationer bruger kun hvide og sorte bælter til at skelne rang, men nogle bruger forskellige bælte farver. Test krav i forskellige Aikido systemer varierer. En opnået rang i ét system er ikke altid sammenlignelig med samme rang af et andet system. Derfor kan grader heller ikke direkte overføres mellem di forskellige systemer. Nogle dojo’er tillader kun studerende at blive gradueret til en Dan-grad, hvis de er minimum 16 år. Træningstøjet til at træne Aikido i (Aikido-gi) ligner det træningstøj (keiko-gi), der anvendes i de fleste andre moderne kampsporter, enkle bukser, som kan bindes i livet og en overdel som svøbes om livet, som regel i hvid. Både kraftig ("judo-stil"), og tynd ("karate-stil") bomuldsoverdele anvendes. Specielle Aikido-overdele fås også med kortere ærmer, der når frem til lige under albuen. De fleste Aikido systemer bærer yderligere uden på de almindelige gi-bukser en Hakama (et par brede plisserede bukser i farven sorte eller indigo). I mange stilarter, er brugen af hakama forbeholdt udøvere med rang af sort bælte (Dan) eller til instruktører, mens andre tillader alle udøvende kvinder, at bære en Hakama uanset rang. I Danmark bæres hakama fra graden 3. Kyu. |